Rally Team Mejer fortsætter trenden fra 2018, og kom hjem med pokaler og vigtige point fra Tyskland.

Lørdag den 27. april havde Cimbern Rally 2019 start i den lille Schleswig-Holstenske by Satrup, syd øst for Flensborg. Cimbern Rally blev kørt som 1. afdeling af det danske mesterskab, Autoplus Dansk Super Rally 2019, 1. afdeling af Mini Rally Syd turneringen, og 1. afdeling af det historiske mesterskab 2019.

Heino Mejer og Bo Mølgaard i den ene Volvo 242 Turbo, kom hjem fra Tyskland med det bedste resultat. Selvom nogle små problemer med et tændrør drillede på løbets 5. hastighedsprøve, lykkedes det at køre en generel 6. hjem, samt at slutte på 1.pladsen i det historiske mesterskab. Det var ellers hårde odds, da himlens porte åbnede sig op den 7. hastighedsprøve.

Heino Mejer og Bo Mølgaard kørte en flot generel 6. plads hjem i Cimbern Rally 2019
Foto: Alex Rasmussen, rallyfoto.dk

Inden start på sidste del af rallyet, blev det vurderet, at det ville holde tørvejr, så der var monteret tørvejrs dæk på bilen, inden den kørte ud på hastighedsprøverne.

Når der tages hensyn til de mange hurtige 4-hjulstrukne biler i feltet blandt de 107 deltagere, er Heino Mejer tilfreds med resultatet, hvor han og Bo Mølgaard sluttede på en generel 6. plads af alle biler, og en 1. plads i det historiske mesterskab. Problemer med resultatberegningen gjorde det vanskeligt at aflæse resultatet for Autoplus Dansk Super Rally, men egne udregninger fører til at Heino Mejer og Bo Mølgaard slutter 1. afdeling på en delt 2. plads, som deles med Kim Boisen / Louise Bang Christiansen i BMW M3 og Ib Kragh / Ditte Kammersgaard i Skoda Fabia R5.

Kurt Mejer og Steen Bøgelund kørte ligeledes et fornuftigt løb, og sluttede på en generel placering som nr. 31, men hjemkørte en vigtig 3. plads i det historiske mesterskab. Kurt Mejer og Steen Bøgelund havde en anden vurdering af vejrsituationens udvikling, og startede sidste afdeling af løbet på regnvejrsdæk. Dermed, måtte de køre Power-stage på tør asfalt, med det påsatte regndæk, hvorfor de tabte vigtige sekunder i kampen om prøvesejren.

Kurt Mejer og Steen Bøgelund har også fundet farten i den aldrende Volvo 242 Turbo
Foto: Alex Rasmussen, rallyfoto.dk

Cimbern Rally 2019 var et perfekt rally med mange rigtigt vanskelige hastighedsprøver af meget høj sværhedsgrad. Bl.a. derfor var det to tilfredse mandskaber, som kom i mål først på aftenen, lørdag den 27. april.

Næste afdeling om det danske mesterskab, Autoplus Dansk Super Rally, køres ved Kjellerup lørdag den 25. maj. De to historiske Volvo 242 Turbo skal, som sædvanligt efter et rally, gennemgås hjemme på værkstedet, inden de atter bliver sat på trailerne for at indtage de små veje omkring Kjellerup.

/Rally Team Mejer