Efter en meget lang pause, skydes den danske rallysæson rigtigt i gang lørdag den 5. september. På grund af Covid 19 situationen, er årets rally sæson blevet væsentligt forkortet, ligesom løbsantallet er reduceret fra normalt seks afdelinger til blot at bestå af fire tællende afdelinger.
Det er klubben Rallye Motorsportfreunde Idstedt, som sammen med organisationen Mini Rally Syd, som står for første afdeling af Danmarksmesterskabet. Der er start i Süderbrarup ved Schleswig, hvor der er fundet nogle skrappe rallyprøver på de omkringliggende smalle og snoede veje, som bedst kan sammenlignes med det der kendes fra det Sydfynske landskab.
Danmarksmestrene i Historisk Rally fra 2019, Heino Mejer og Bo Mølgaard fik god træning i Munkebjerg Sprint forud for sejren i Munkebjerg Hillclimb 2020.
Rally Team Mejer stiller til start med de to kompetente Volvo 242 Turbo, med henholdsvis Heino Mejer og Bo Mølgaard i den ene bil Kurt Mejer og Vagn Åge Hansen i den anden bil – Vagn Åge Hansen vikarierer for Kurt Mejers faste co-driver, Steen Bøgelund, som er forhindret i at deltage på dagen.
Det har i år været begrænset hvor meget der har kunnet trænes op til sæsonstart. Dog har begge mandskaber for to uger siden deltaget i det traditionsrige Munkebjerg Hillclimb, for historiske biler. Her forsvarede Heino Mejer sin titel fra 2019, og kunne for fjerde gang lade sig kåre som totalvinder af Munkebjerg Hillclimb. Kurt Mejer havde i Munkebjerg Hillclimb problemer med koblingen i bilen, og måtte se sig placeret på en sekundær placering. Siden Munkebjerg Hillclimb har begge biler været delvist adskilt, for at få den sidste service inden de udsættes for de skrappe prøvestrækninger i Nordtyskland.
Kurt Mejer og Steen Bøgelund måtte desværre kæmpe med en defekt kobling i Munkebjerg Hillclimb 2020.
Rally Team Mejer har meget at forsvare i årets fire afdelinger af Danmarksmesterskabet. I 2019 kunne teamet afslutte sæsonen med et Danmarksmesterskab i klassen for historiske biler over 2.000 ccm. til Heino Mejer og Bo Mølgaard, mens Kurt Mejer og Steen Bøgelund kunne hoppe på podiet, og modtage sølvmedaljerne for deres 2. plads i samme klasse.
Cimbern Rally starter lørdag den 5. september fra Süderbrarup. Desværre er der, på grund af Covid 19 restriktionerne, ikke adgang for publikum på servicepladsen, og meget begrænset adgang til de enkelte hastighedsprøver.
Årets fire afdelinger om Danmarksmesterskabet er:
5. september – Cimbern Rally 2020 – Süderbrarup, Tyskland
18. september – Sydhavs Rally 2020 – Nykøbing Falster
3. oktober – Rally Naturens Rige 2020 – Ikast
24. oktober – DM finale – Djursland
Alle datoer er med forbehold for ændringer i henhold til Covid 19 restriktioner.
/ Rally Team Mejer
Månedsarkiv: august 2020
Heino Mejer forsvarede sin titel som ”Kongen af Munkebjerg”
Heino Mejer forsvarede sin titel som ”Kongen af Munkebjerg”
I den netop overståede weekend, havde Rally Team Mejer endelig mulighed for at få rallybilerne testet efter Covid 19 nedlukningen.
Munkebjerg Hotel var rallycentrum, da der lørdag blev kørt Munkebjerg Sprint, som i år var flyttet fra industrikvarteret i Vinding-området syd for Vejle, til en rigtig krævende hillclimb-prøve gennem Sønderskoven mellem Skærup og Andkær.
Rally Team Mejer stillede til Munkebjerg Sprint op med de to kendte Volvo 242 Turbo. Der blev kørt tre tællende heats, som alle blev vundet af Heino Mejer, der dermed tog den samlede sejr i sprintet, ligesom en klassesejr i klasse 7 var i hus. Kurt Mejer i den anden hurtige Volvo 242 Turbo kørte sig ind på en generel 6. plads, hvilket udløste en 4. plads i klasse 7.
Heino Mejer kørte meget stabile tider på Munkebjergbakken, og kørte sig til den 4. sejr i Munkebjerg Hillclimb.
Foto: rallypics.dk – Viggo Johansen
Søndag var Munkebjerg Hotel atter rammen om det legendariske Munkebjerg Hillclimb. Her havde Rally Team Mejer udvidet besætningen, og stillede op med tre biler. Heino Mejers bror, René Mejer, har igennem et par år bygget en rigtig fin Volvo 480 Turbo, som er blevet optimeret til at køre hillclimb og rallysprint.
Heino Mejer, som tre gange tidligere har vundet Munkebjerg Hillclimb generelt, var opsat på at gøre en god figur igen, og effektivt forsvare den titel som rallyfolket har døbt ham: ”Kongen af Munkebjerg”.
Det skulle vise sig at Heino Mejer blev sat under pres, da den lokale Erik Pedersen i en lynhurtig Mazda RX7, havde luret Munkebjergbakkens vanskelige og krævende sving af, og kørte tider der matchede Heino Mejer’s tider til fulde. 1. heat vandt Heino Mejer, 2. heat gik til Erik Pedersen, og de to kørere lå meget tæt inden 3. og afgørende heat skulle køres.
Kurt Mejer fik desværre problemer med koblingen allerede i andet heat i Munkebjerg Hillclimb, og måtte tage til takke med en placering langt nede i rækkerne. Foto: rallypics.dk – Viggo Johansen
Speederkablerne blev holdt stramme i båd Volvo’en og Mazda’en, så det var et par spændte kørere der kom over målstregen kort efter hinanden. Det viste sig, at Heino Mejer havde haft enten den tungeste fod, eller den bedste taktik, da podiepladserne skulle fordeles. Blot 0,481 sekund, i Heino Mejers favør, skilte de to konkurrenter, da løbet var slut.
Dermed forsvarede Heino Mejer sin titel som ”Kongen af Munkebjerg”, og kunne køre sin 4. generelle sejr hjem i løbet.
Kurt Mejer havde problemer med koblingen, og sluttede på en samlet placering som nr. 35, hvilket rakte til en 7. plads i klassen.
Nyeste skud på stammen i Rally Team Mejer, René Mejer, kørte et perfekt løb, og til sin egen overraskelse sluttede han som nr. 14 i generalklassementet, og kunne tage hjem med den første podieplacering i sit første løb for teamet. En 2. plads i klassen er absolut godkendt. Dagen igennem fik René Mejer mere og mere fart i bilen op ad Munkebjergbakken, så køretiden fra 1. til 3. heat blev forbedret med 3,2 sekund.
Alt i alt var det en flot weekend omkring Munkebjerg, dog præget af, at Covid 19 restriktionerne gjorde, at der kun var meget begrænset adgang for publikum. Arrangørerne havde gjort et stort stykke arbejde for at sikre, at der maksimalt var adgang for det godkendte antal tilskuere. Ifølge deltagerne manglede den gode stemning i ryttergården, som under normale omstændigheder opstår når 100-vis af tilskuere bevæger sig rundt og beundrer de flotte gamle og sjældne biler.
René Mejer kørte sit første Hillclimb, og gjorde en god figur, ved at tage en generel 14. plads, og en 2. plads i sin klasse. Foto: rallypics.dk – Viggo Johansen
Rally Team Mejers næste udfordring, er første afdeling af Danmarksmesterskabet i Rally, som køres i Tyskland, når Cimbern Rally 2020 afvikles omkring Schlesvig den 5. september. Her stiller Heino Mejer og Kurt Mejer op med hver sin Volvo 242 Turbo, for at forsvare deres mesterskabsplaceringer som henholdsvis nr. 1 og 2 i Danmarksmesterskabet 2019, i den historiske klasse over 2.000 ccm.
Champagnepropperne sprang, da top 3 i Munkebjerg Hillclimb blev fejret på podiet, med Heino Mejer på øverste trin.
Foto: rallypics.dk – Viggo Johansen
/Rally Team Mejer