Rally Team Mejer fulgte op på succesen fra Lindum Hillclimb da de i pinsen deltog i 2. afdeling af Danmarksmesterskabet i hillclimb i Nordsjælland.
Grundlovsdag, den 5. juni stillede teamet op med tre biler i Græsted Hillclimb, som blev afholdt i forbindelse med det traditionsrige Græsted Veterantræf, der hvert år tiltrækker op mod 10.000 gæster. Løbet tiltrak sig dermed stor opmærksomhed, da de gamle hurtige historiske biler susede ud ad den 2,8 km lange Hillclimb-strækning på Bygaden og Holtevej i Græsted.
Vinderen af Græsted Hillclimb, Heino Mejer, er her fanget i et tidligere hillclimb
Heino Mejer, Volvo 242 Turbo, levede helt op til forhåbningerne hjemmefra, da han gentog succesen fra første afdeling af Danmarksmesterskabet i hillclimb, og sluttede dagen på en generel 1. plads i løbet, og dermed også en 1. plads i klasse 7B, som også Kurt Mejer, Volvo 242 Turbo deltager i.
Kurt Mejer kom hjem fra Græsted Hillclimb med en 3. plads – her fanget under Munkebjerg Hillclimb 2020
Kurt Mejer måtte denne gang tage til takke med en 3. plads i klassen. Guld og bronze i samme klasse er dog et resultat der lover godt for de resterende fire afdelinger der køres i år. Efter det to kørte afdelinger, ligger de i den samlede stilling på henholdsvis 1. og 2. pladsen i klassen.
Rene Mejer kunne smykke sig med sølvmedaljerne i Græsted Hillclimb – Foto fra Munkebjerg Hillclimb 2021
I Klasse 10A kørte sidste skud på stammen i Rally Team Mejer, Rene Mejer, sig for anden gang til en flot 2. plads i sin hurtige Volvo 480 Turbo. Dermed ligger han, som den øvrige Mejer familie, helt i top i den samlede stilling om mesterskabet.
3. og 4. afdeling om Danmarksmesterskabet i hillclimb køres henholdsvis den 13. august i Munkebjerg Classic Sprint, og den 14. august i Munkebjerg Hillclimb. Både Heino Mejer, Kurt Mejer og Rene Mejer stiller selvfølgelig op for at forsvare deres top placeringer i Danmarksmesterskabet, når Munkebjerg bakken i august kalder på hestekræfter.
/Rally Team Mejer