Kurt Mejer og Steen Bøgelund kom hjem fra DM-ugen i Aalborg med maksimum point i den historiske klasse ”Rally 9 National”.

Kurt Mejer og Steen Bøgelund kom hjem fra DM-ugen i Aalborg med maksimum point i den historiske klasse ”Rally 9 National”. De fører dermed stadig kampen om Danmarksmesterskabet i klassen.

Med udgangspunkt fra den militære flyveplads i Aalborg, var Motorsport Nordjylland, lørdag den 25. juni,
vært for 3. afdeling af Danmarksmesterskabet i rally. Rally Himmerland var en del af DM-ugen i Aalborg, hvor der blev kæmpet om Danmarksmesterskaber i 47 sportsgrene, fordelt på 27 forbund, som alle er medlem af DIF.


Kurt Mejer og Steen Bøgelund kørte et stabilt DM3, og forsvarede med en 1. plads i løbet deres føring i kampen om Danmarksmesterskabet i klasse 9

Rally Himmerland var tilrettelagt, så der om formiddagen blev kørt på to hastighedsprøver syd for Aalborg, som hver blev kørt to gange på afspærrede offentlige veje. Lørdag eftermiddag blev der afholdt seks hastighedsprøver på den militære flyveplads – to prøver blev kørt hver tre gange. Blandt deltagerne var der delte meninger om opbygningen af Himmerland Rally, da forventningerne til et DM-rally er at det bliver kørt på afspærrede offentlige veje, og ikke som et rallysprint, der minder for meget om baneløb.

Set med publikums øjne, var det til gengæld et super arrangement, da der for en gangs skyld var åbnet op for adgang til det ellers hermetisk lukkede militære område. Her var der mulighed for at se et godt race mellem de hurtige rallybiler. Kurt Mejer og Steen Bøgelund havde, ligesom de øvrige kørere, en meget varm dag i rallybilen, hvor temperaturen på grund af det flotte vejr kom op over 50 grader. Både mandskab og bil kæmpede med at holde temperaturen nede på et tåleligt niveau. For at køle bilen optimalt afmonterede teamet i en pause på flyvepladsen bilens bundplade, som ellers er der for at beskytte de vitale dele i motor og gearkasse.


Kurt Mejer og Steen Bøgelund på vej mod klassesejren i klasse 9 i Rally Himmerland, som var 3. afdeling af Danmarksmesterskabet i historisk hastighedsrally

Trods varmen, lykkedes det for teamet at få både bil og mandskab helskindet igennem det temperaturmæssigt hårde rally på en flot 1. plads i den historiske klasse 9 national. Det gav rigtigt gode point på kontoen, så de kunne forsvare deres foreløbige føring i kampen om Danmarksmesterskabet, nu med et stort forspring ned til nr. 2 i klassen.

Sommerpausen skal bruges til at gå bilen minutiøst igennem, så den står klar når efterårssæsonen med de sidste tre af seks afdelinger om Danmarksmesterskabet, samt et antal Hillclimbs står for døren. Næste løb for Rally Team Mejer bliver Munkebjerg Classic Sprint den 13. august og Munkebjerg Hillclimb den 14. august ved Vejle, hvor teamet stiller med alle tre biler. Både Heino Mejer i Volvo 242 Turbo, Kurt Mejer i Volvo 242 Turbo og Rene Mejer i Volvo 480 Turbo vil være at finde på startlinjen i Vejle.

Munkebjerg løbene bliver for Kurt Mejers vedkommende brugt til at teste bilen inden han sammen med Steen Bøgelund i højre-sædet deltager i fjerde afdeling af Danmarksmesterskabet i rally køres med hovedkvarter i Nykøbing Falster den 9. og 10. september. /Rally Team Mejer