Lørdag den 2. november blev Rallye Atlantis 2019 kørt med udgangspunkt i Kaltenkirchen nord for Hamborg. Rally Team Mejer havde egentlig afsluttet sæsonen med deltagelsen i sidste afdeling i kampen om Danmarksmesterskabet i slutningen af oktober. Kurt Mejer og Steen Bøgelund, den ene halvdel af Rally Team Mejer, kunne dog ikke modstå invitationen til det 50. Rallye Atlantis, da den kom i oktober måned.
Tilmeldingen blev effektueret, og fredag den 1. november gik turen sydover. Det skulle vise sig at blive en mindst ligeså våd omgang, som det var tilfældet i sidste afdeling af DM. Med konstant regn både fredag og lørdag, var vejene i løbsområdet virkelig våde og ”smattede”.
Foto: rally-media.com – Joachim Krakow
Det var en stor udfordring, blot at holde den voldsomme Volvo på vejen. Det lykkedes stort set, og blot en enkelt gang på den 7. hastighedsprøve, måtte den en tur ud på marken, da vejen slap op. Det kostede ca. et halvt minut, inden den var på vejen igen. Det var dog billigt sluppet, da mange af de deltagere der kom udenfor asfalten, aldrig kom løs af det bløde underlag igen, inden tidstabet var for stort til at fortsætte.
Foto: rally-media.com – Joachim Krakow
I regn og mudder kørte Kurt Mejer og Steen Bøgelund et perfekt rally, og gennemførte med en topplacering som nr. 3 i klasse NC2, og en generel slut placering som nr. 13 af de 44 startende biler.
Kurt Mejer betegnede efterfølgende Rallye Atlantis som et rigtigt godt rally med gode og udfordrende hastighedsprøver. Dog måtte der godt have været noget mindre vand på vejene. Afkørslen på prøve 7 kunne han også godt have undværet. Der skete åbenbart i den forbindelse, et eller andet med styretøjet, som forårsagede en noget urolig bil på de resterende prøver.
Foto: rally-media.com – Joachim Krakow
Set i det lys, var det et tilfreds makkerpar, som lørdag aften kunne bestige podiet, og tage årets sidste pokaler med hjem til Horsens.
Sæson 2020 er nu i støbeskeen, og det bliver spændende at se hvad den bringer med sig for Rally Team Mejer.
/ Rally Team Mejer