Lørdag den 15. juni deltog Rally Team Mejer i Lind Hillclimb ved Herning.

Vejrguderne var ikke i godt lune på dagen. Allerede fra morgenstunden regnede det meget kraftigt med tendens af skybrud. Det gav store udfordringer, da vejene var meget glatte. Nogle steder stod der direkte blankt vand på asfalten.

De mange hestekræfter, og ikke mindst drejningsmomentet i kraftige turbomotorer i teamets biler er vanskelige at dosere korrekt under de betingelser. Speederen skal behandles fjerlet, så der ikke opstår for meget hjulspin med højere omdrejninger til følge. Sker det, slår turboen til med en kraft, som er vanskelig at håndtere.

At chaufførerne i teamets biler evner at håndtere de mange kræfter, viste sig, da regnskabet skulle gøres op sidst på eftermiddagen, efter at have gennemført først to testkørsler på prøven, og derefter tre tællende gennemkørsler.


Foto: Lånt fra Facebook indlæg fra Jesper Lillesø. Veloce – by Jesper Lillesø

Kurt Mejer havde vanskeligt ved at holde farten under de vejrmæssige betingelser. Med en generel 5. plads i løbet, og en 4. plads i klasse 6B, kan han dog stadig se sig placeret på en 2. plads i det samlede mesterskab. Det var en tilfreds Kurt Mejer, som umiddelbart efter de sidst kørte meter, hurtigt skiftede rallyhabitten ud med festtøjet for at tage til guldbryllup i Sønderjylland, og overlod oprydningen og pakningen af det våde grej til resten af teamet.


Foto: Lånt fra Facebook indlæg fra Jesper Lillesø. Veloce – by Jesper Lillesø

René Mejer blev i sin optimerede Volvo 480 Turbo løbets store overraskelse. Han er i år er rykket til klasse 6B, for at kunne konkurrere med resten af familien Mejer. René kørte hele løbet på tørvejrsdæk, da han har gamblet, og ikke har investeret i regn dæk til sæsonen. Trods det lykkedes det ham, med kløgtig administration af kræfterne, at køre sig ind på en flot generel 2. plads i løbet, og dermed også til en 2. plads i klassen. Da René Mejer har manglet reservedele til bilen, har han kun kørt to af fire afdelinger til dato, og må derfor tage til takke med en øjeblikkelig 5. plads i det samlede regnskab om mesterskabet.

Generelt kan Rally Team Mejer kun være tilfredse med forårets resultater, og ser nu frem til de sidste afdelinger af Danmarksmesterskabet i Hill Climb. Femte afdeling af mesterskabet køres lørdag den 10. august, ved Munkebjerg efterfulgt af sjette afdeling den 11. august på den legendariske Munkebjergbakke, hvor der er start ved ishuset på Ibæk Strandvej og mål ved Munkebjerg Hotel. Derefter køres der endnu to afdelinger, 7. afdeling d. 24. august i Silkeborg, afsluttende med finaleløbet og 8. afdeling i hjemmeklubbens Nim Hillclimb den 14. september.

I de sidste afdelinger, stiller teamet atter med tre biler, Heino og Kurt Mejer i hver sin hurtige Volvo 242 Turbo, og René Mejer i den nu næsten lige så hurtige Volvo 480 Turbo.

I sommerferien tager Kurt Mejer rallybilen på traileren, og deltager for 2. gang, i et af de største europæiske Hill Climbs, Hauenstein Bergrennen, som køres i weekenden 27. og 28. juli.  Hauenstein Bergrennen er en meget udfordrende Hill Climb prøve på 4.200 m, Tysklands næst længste, som køres i det bjergrige nordlige Bayern nogle kilometer sydøst for byen Fulda. Der er fin dansk deltagelse med yderligere mindst fire kørere fra den hjemlige turnering.



God sommer
/Rally Team Mejer.