Alle indlæg af Rally Team Mejer

Pokalhøst til Rally Team Mejer i Nim Hillclimb 2023

Alle tre deltagere fra Rally Team Mejer kom på podiet i Nim Hillclimb.

Hjemmeklubben for Rally Team Mejer – Horsens Automobil & Motor Klub – var arrangør af 6. afdeling af Danmarksmesterskabet i hillclimb, da Nim Hillclimb 2023 blev kørt lørdag, den 16. september.

Nim Skole dannede rammerne omkring løbet, som blev kørt igennem Nim Skov ved Nim vest for Horsens. På en solrig dag havde klubben tilmelding af 50 deltagere, som var det maksimalt antal der var plads til indenfor den tidsramme der var afsat til arrangementet.

Der var både på serviceområdet ved Nim skole, og på de markerede tilskuerområder mange interesserede tilskuere, som havde en god dag med lyden af, og synet af de flotte ældre biler, alle fra før 31.12. 1990.

Rally Team Mejer stillede op med tre biler:

Heino Mejer og Bo Mølgaard i den velkendte Volvo 242 Turbo. Heino og Bo kørte sig igen, til en topplacering, og sluttede som generelle vindere af Nim Hillclimb, og dermed også som vindere af klasse 7B.
Heino meget tæt på at kunne kalde sig Danmarksmester i Hillclimb 2023. I klassemesterskabet er han sikker på mesterskabet, mens han i den samlede stilling skal forsvare sine point med en placering i toppen af klassen i sidste afdeling der køres lørdag, den 7. oktober i Lind ved Herning.

Heino Mejer og Bo Mølgaard kørte igen generelt hurtigste tid af alle i Nim Hillclimb, og vandt dermed også klasse 7B.

I samme klasse deltog Kurt Mejer, ligeledes i Volvo 242 Turbo. Kurt trak det næst længste strå, og kunne efter løbet stille sig på podiets næsthøjeste trin på en 2. plads. Kurt kunne derefter forsvare sin 2. plads i både det samlede mesterskab, samt 2. pladsen i klassemesterskabet i klasse 7B.

Kurt Mejer kørte også hurtige tider i Nim Hillclimb, og besatte den generelle 2. plads, lige efter Heino, og dermed også 2. pladsen i klasse 7B.

Teamets 3. deltager, tidligere Danmarksmester i klasse 10B, René Mejer har i år blot deltaget i 2 af sæsonens 6 kørte løb, og har derfor ikke mulighed for at forsvare eller forbedre sin 2. plads fra 2022. René Mejer sluttede Nim Hillclimb 2023 på en generel 6. plads, og en 2. plads i klasse 10B.


Næste og sidste løb i 2023 for Rally Team Mejer er 7. og sidste afdeling af Danmarksmesterskabet, som køres i Lind ved Herning den 7. oktober.

/Rally Team Mejer

”Kongen af Munkebjerg”, Heino Mejer, Horsens fulgte i Mascot historisk Sprint i Silkeborg op på forrige weekends topplacering på Munkebjerg.

Det efterhånden traditionelle Mascot Classic Sprint, som hvert år bliver kørt på P-pladsen bag Jyske Bank i Silkeborg, var også i 2023 tællende som en afdeling af Danmarks- mesterskabet i hillclimb. Rally Team Mejer stillede lørdag den 26. august op med to biler til arrangementet, og kunne i klasse 7B køre hjem med en 1. plads til Heino Mejer, samt en 6. plads i klassen til Kurt Mejer.


Heino Mejer på toppen af Munkebjerg i Munkebjerg Hillclimb 2023 (arkivfoto)

Dermed fører Heino Mejer stadig kampen om Danmarks- mesterskabet i klassen efter fem afdelinger.


Kurt Mejer i et tidligere Dansand Classic Sprint i Silkeborg (arkivfoto)

Kurt Mejer forsvarede sin foreløbige 2. plads, selvom afdelingen i Silkeborg ikke er hans livret. Efter løbet udtalte han:

”Jeg har aldrig været begejstret for den snævre prøve på den store P-plads i Silkeborg. Der er op- og nedkørsler over kantsten, og selve banen er så snæver, at den ikke passer til hverken min bil eller min kørestil. Jeg er dog nødsaget til at deltage for at skrabe så mange point til mig i mesterskabet, som køres over syv afdelinger. Næste afdeling er på min hjemmebane, da den 6. afdeling køres i det efterhånden traditionelle Nim Hill climb med rallycentrum på Nim Skole ved Brædstrup. Det er vores hjemmeklub, Horsens Automobil & Motor Klub der står som arrangør af løbet der køres lørdag, den 16. september på den 2,3 kilometer krævende strækning igennem Nim Skov”.

Heino Mejers 1. plads var samtidig generelt hurtigste tid i Mascot Classic Sprint, så proppen kunne efter løbet atter skydes af champagneflasken, og pokalerne for hurtigste tid tages med hjem til Horsens, hvor pokalskabet efterhånden bugner af gode minder.

Det betyder desuden, at Heino Mejer nu fører det generelle Historiske Danske Mesterskab på tværs af alle klasser for biler fra før 31. december 1990.

/Rally Team Mejer

”Kongen af Munkebjerg”, Heino Mejer, Horsens var søndag den 13. august atter hurtigst på Munkebjergbakken. 

Da Danmarks smukkeste motorløb, Munkebjerg Hillclimb blev afviklet søndag den 13. august, var Rally Team Mejer repræsenteret med to hurtige Volvo 242 Turbo, med henholdsvis Heino Mejer og Kurt Mejer bag rattet.

Heino Mejer skulle både forsvare sin titel som ”Kongen af Munkebjerg”, og havde en revanche til gode fra 2. afdeling af Danmarksmesterskabet, som blev kørt på Sjælland før sommerferien. Her måtte han trække sig ud af løbet med en defekt kobling.


Heino Mejer fejres for sin 7. generelle sejr i Munkebjerg Hillclimb

Efter dagens hektiske heats, kunne Heino Mejer sidst på eftermiddagen bestige det højeste punkt på Munkebjerg, nemlig sejrsskamlen, og kunne nok engang tage hjem til Horsens med det største pokaler og et champagnebad. Det var 7. gang ud af 7 mulige, at Heino Mejer snuppede den generelle førsteplads, denne gang i tiden 55,850 sekund, som var tæt på hans banerekord fra 2019, som lød på 55,100 sekund.

Heino Mejers fart igennem svingene på Munkebjerg-bakken udløste høje klapsalver blandt publikum.                             

Det var samtidigt en klassesejr i klasse 7B, hvor også Kurt Mejer kører. Det var anden gang i weekenden, at Heino Mejer kunne bestige øverste trin på podiet, da han også lørdag den 12. august var generelt hurtigst i Munkebjerg Sprint, som blev kørt i Skærup Skov.


Nogle af de mange tilskuere følger her Kurt Mejer kort før mål på Munkebjerg bakken.

Kurt Mejer havde inden Munkebjerg Hillclimb forberedt sig rigtigt godt. For to uger siden kørte han godt 800 km ned i Tyskland for den 29. og 30. juli, at deltage i et af Europas største hillclimb-arrangementer, ADAC Hauenstein Bergrennen i nærheden af Köln. Her kom han hjem med en 4. plads i klassen for danske biler.

I lørdagens Munkebjerg Sprint, kørte Kurt Mejer sig til en 3. plads i klasse 7B, og en generel 4. plads. I søndagens Munkebjerg Hillclimb, blev det til en 5. plads i klassen, og en samlet 8. plads generelt, hvilket betyder at der også denne gang, kom en enkelt pokal med hjem til det i forvejen bugnende pokalskab.

Næste gang Rally Team Mejer skal ud på hastighedsprøverne er ved Dansand Classic Sprint i Silkeborg den 26. august. Her deltager både Heino- og Kurt Mejer.

/Rally Team Mejer







Kurt Mejer fører DM i Hillclimb efter 2. afdeling af Danmarksmesterskabet

Da tilmeldingsfristen til  2. afdeling af Danmarksmesterskabet i Hillclimb, som blev kørt med udgangspunkt fra Ryegaard og Trudsholm Godser nordvest for Roskilde, var Rally Team Mejer tilmeldt med de sædvanlige tre biler. Kurt Mejer og Heino Mejer, begge i Volvo 242 Turbo i den hurtigste klasse 7B, og René Mejer, Volvo 480 Turbo i klasse 10B.

Allerede inden løbsdagen, måtte René Mejer trække sin tilmelding tilbage, dag nogle reservedele mod forventning ikke var nået frem fra England. Han måtte derfor desværre konstatere, at han ikke kunne nå at få bilen klar.


Manglende reservedele fra England resulterede i at René Mejer ikke kom til start i 2. afdeling af Danmarksmesterskabet i Hillclimb.

På en dag med flot solskin, blå himmel og temperaturer der nærmede sig 30 grader, blev det en varm omgang i det Sjællandske landskab. Sidste års Danmarksmestre i klasse 7B, Heino Mejer og Bo Mølgaard, var efter sejren i 1. afdeling for en måned siden klar til at kæmpe om endnu en totalsejr. Desværre holdt koblingen i bilen kun i de første to træningsheat, så de måtte også kaste håndklædet i ringen, og se de tre tællende heats fra tilskuerpladserne.


Heino Mejer og Bo Mølgaard måtte desværre trække sig ud af 2. afdeling om Danmarksmesterskabet i Hillclimb med en defekt kobling.

Nu var blot Kurt Mejer fra Rally Team Mejer tilbage i kampen om mesterskabspointene. På en rigtig fin og udfordrende Hillclimb-prøve, lykkedes det Kurt Mejer at køre sin historiske Volvo 242 Turbo til en flot 2. plads blandt de 11 deltagere i klassen, kun overgået af den noget yngre og lokale Jakob Teil Hansen i En Ford Escort RS 2000.


Kurt Mejer kørte sig ind på en samlet føring i Danmarksmesterskabet i Hillclimb efter anden afdeling blev kørt på Sjælland.

Da regnskabet var gjort op, kunne Kurt Mejer konstatere, at han sammenlagt over de tre heats, havde kørt på næst hurtigste tid generelt. Kurt Mejer kunne derfor tage hjem til Horsens med både en føring i Danmarksmesterskabet i klasse 7B, men også i det samlede mesterskab på tværs af alle deltagende historiske klasser for biler der er godkendt efter både nationale og internationale historiske reglementer.

Det lover godt for det kommende konkurrencer om Danmarksmesterskabet, hvor næste afdeling køres ved Vejle, når Munkebjerg Sprint og Munkebjerg Hillclimb køres den 12. og 13. august.

Inden Munkebjerg-arrangementerne, har Rally Team Mejer planlagt at tage godt 800 km ned i Tyskland den 29. og 30. juli, for at deltage i et af Europas største hillclimb-arrangementer, ADAC Hauenstein Bergrennen i nærheden af Kaiserslautern tæt på den Franske grænse.

/Rally Team Mejer

Rally Team Mejer scorede gode point i første afdeling af Danmarksmesterskabet i hillclimb.

Lørdag, den 13. maj blev første afdeling om Danmarksmesterskabet i hillclimb kørt i Lindum Skov ved Lindum sydvest for Hobro. Rally Team Mejer stillede med fuldt hold, besående af tre biler – Heino Mejer / Bo Mølgaard, Volvo 242 Turbo – Kurt Mejer, Volvo 242 Turbo og René Mejer, Volvo 480 Turbo. De gamle Volvo’er, som alle er over 30 år gamle, er med den rette chauffør stadig konkurrencedygtige, hvilket resultaterne fra Lindum Skov Hillclimb viser.

På en dag med flot solskin, og nok årets højeste temperaturer på den gode side af 20 grader, var det perfekt vejr både for deltagerne og de mange tilskuere, som havde fundet vej til Lindum. Efter et perfekt afviklet hillclimb, kunne Rally Team Mejer køre hjem med pokaler til de tre deltagere fra teamet.

Heino Mejer og Bo Mølgaard fra Rally Team Mejer kørte den hvide Volvo 242 Turbo ind på en samlet 1. plads i Lindum Skov Hillclimb.

Sidste års Danmarksmestre i klasse 7B, Heino Mejer og Bo Mølgaard, startede sæsonen med hurtigste tid af alle deltagere, og scorede dermed maksimumpoint i klassen for de hurtigste biler, klasse 7B. Endnu en pokal for en 1. plads kom med hjem til pokalskabet.


Kurt Mejer har stadig god fart i den hurtige Volvo 242 Turbo, og køret sig ind på en 3. plads i klasse 7B i Lindum Skov Hillclimb.

Også Kurt Mejer, der deltager i samme klasse, kom på sejrspodiet med en 3. plads. Kurt Mejer var 4. hurtigst af alle deltagere. Kurt Mejer kunne i marts måned i år fejre 50-års jubilæum i sin forretning, Kurt Mejers Auto i Horsens. Samtidig havde han 50-års jubilæum som aktiv rallykører, hvilket der ikke er mange aktive deltagere der kan se tilbage på. ”Volvo-Kurt” er stadig hurtig på rallyprøverne, og ser nu en mulighed for mindst at forsvare sin sølvmedalje i Danmarksmesterskabet i 2022


René Mejer har med en 3. plads i klasse 10B i Lindum Skov hillclimb et godt udgangspunkt til Danmarksmesterskabet i 2023.

Yngste skud på stamtræet i Rally Team Mejer, René Mejer, tog den tredje pokal med hjem til teamet for sin 3. plads i klasse 10B. Det er blot René Mejers 3. sæson som aktiv rallykører. Med en pointhøst i top-3 i klassen, er der skabt et godt grundlag for at gentage succesen fra 2022, hvor han blev Danmarksmester i klasse 10B. René Mejer sluttede som nr. 7 af alle deltagere.


Heino Mejer øverst på podiet med Søren Bøgeskov og Jens Fisker på 2. pladsen og Kurt Mejer på en flot 3. plads i klasse 7B.


René Mejer snuppede pokalen for en 3. plads med hjem til pokalskabet.

Rally Team Mejers biler skal nu omkring værkstedet til tjek og opdatering, så de er helt klar til næste afdeling af hillclimb-mesterskabet, der arrangeres af Historisk Motor Sport Danmark i samarbejde med motorklubben ASK Hedeland. Løbet køres lørdag, den 17. juni med udgangspunkt på Ryegaard Gods mellem Roskilde og Holbæk. 

/Rally Team Mejer