Kurt Mejer og Steen Bøgelund hjem fra 4. afdeling om Danmarksmesterskabet i rally uden DM-point

Lørdag blev Sydjysk Rally 2021 kørt som fjerde afdeling af Danmarksmesterskabet 2021 med rallycentrum på Korskro Motor Centrum ved Esbjerg. Rally Team Mejer stillede til start med den ene Volvo 242 Turbo, kørt af Kurt Mejer med Steen Bøgelund i co-driver sædet.



Sydjysk Rally blev kørt omkring Årre, Jyderup, Vong, Lille Darum og på Korskrobanen, som dannede en fin kulisse om løbet, både med en hastighedsprøve, som blev kørt tre gange i løbet af arrangementet, men også var en fin ramme om servicepladsen for deltagerne. Der var god plads, så det atter var muligt for det interesserede publikum at komme forbi, både for at se hastighedsprøven, på banen, men også at se de fine biler og hilse på kørerne.



Kurt Mejer og Steen Bøgelund gennemførte de første otte af elleve hastighedsprøver med rigtigt gode resultater, og lå ved tilkørslen til den niende hastighedsprøve på en flot 2. plads i den historiske klasse over 2.000 ccm, med blot 0,2 sekund op til 1. pladsen, som på det tidspunkt var i hænderne på Flemming Hansen og Knud Hansen i Ford Escort RS2000.

Desværre for Kurt Mejer og Steen Bøgelund, gav gearskiftet op på transportetapen fra prøve 8 til prøve 9, så ved ankomsten til servicepladsen, blev bilen kørt direkte på autotraileren, og man måtte konstatere at det var slut for denne gang. Det betyder at de rykker fra en 2. plads i den samlede DM-stilling i klassen til en 3. plads, efter fire kørte afdelinger om mesterskabet.

Volvo’en er atter klar, og næste løb Rally Team Mejer deltager i, er lørdag den 3. juni, hvor Horsens Automobil & Motor Klub i forbindelse med klubbens 100-års jubilæum afholder Nim Hillclimb i Nim Skov. Rally Team Mejer er primus motor for arrangementet, og stiller selv med tre biler – Kurt Mejer og Steen Bøgelund, Volvo 242 Turbo, Heino Mejer og Bo Mølgaard, Volvo 242 Turbo samt René Mejer i Volvo 480 Turbo. Der er tilmeldt 35 biler fra hele landet til arrangementet, som starter kl. 9.45 fra Nim Skole.



I DM-sammenhæng resterer der yderligere to afdelinger. Den 27. og 28. august køres 5. afdeling af DM i Sydhavsrally i Nykøbing Falster. Sæsonen slutter den 9. oktober, hvor Ikast og Omegns Motor Klub arrangerer Rally Naturens Rige.

/Rally Team Mejer